Thieke, Griener & Weber - Amazing Dr. Clitterhouse

Henrik Kaldahl, Jazznet

Udgivelse med en suveræn trio optaget i Michael Greiner's øve lokale i Berlin den 24. februar 2005.

Musikerne der her var samlet til denne session var Michael Thieke på altsaxofon, altklarinet og klarinet, Christian Weber på bas og Michael Griener på trommer. Tre tyske musikere (går jeg ud fra) som jeg ikke kendte noget til, inden jeg modtog denne mageløse cd.
De spiller sig igennem 7 suveræne numre som de alle selv har komponeret. Det her er den vilde og intense fede free jazz, med Thieke i den overlegne førertrøje uanset om det er saxofonerne eller klarinetten han sætter for munden og de andre musikere følger hans ideer og udskejelser til punkt og prikke, lidt som om at de ved hvad retning han har tænkt sig at begive sig i inden han gør det.

Thieke lyder som en Jimmy Giuffre, på en af sine bedste dage når han sætter klarinetterne for munden og efter at have lyttet til denne cd, står det helt klart for mig at han er en fantastisk musiker. Jeg vil virkelig ønske at denne trio kommer med flere udgivelser i fremtiden, for det her er virkelig virkelig fedt. Det her er ikke noget sindsygt nytænkende eller innovativt fremadsynet, men for pokker hvor er det holder hele vejen.
Som en lille side bemærkning kan det oplyses at denne cd er den første hvor Ayler Records' faste cover kunstner Åke Bjurhamn ikke har stået for coveret med hans smukke malerier, som det ellers indtil nu har været tilfældet.