François Carrier Quartet - Noh

Henrik Kaldahl, Jazznet

Den første af fire nye download-only udgivelser fra Ayler Records er med en kvartet bestående af François Carrier på altsax og sopransax, Reg Schwager på guitar, John Heward på trommer og Michel Lambert ligeledes på trommer optaget live på Théatre La Chapelle i Montreal, Canada den 3. maj 2006.

Disse 5 numre er fuldstændigt frit improviserede, intet er planlagt på forhånd. Endnu engang kan jeg ikke andet end at blive imponeret, over de musikere der har disse evner. Tænk sig at det er muligt at sætte fire musikere sammen, sige til dem spil hvad i føler for og har lyst til og at så resultatet bliver så fantastisk som på denne cd - helt utroligt.
På denne plade er der ingen der er mere i front end andre, der gives god plads til at alle musikerne kan få levet deres ideer og evner ud til fulde. Der gives god plads til den enkelte og hver især gør deres til at denne gruppe fremstår som en stærk enhed på en fremadrettet mission - at yde det bedste de formår hver især som samlet.
Titlen på albummet er Noh som ifølge cover noterne betyder "skill, craft or the talent of the artist and his ability to perform".

Denne cd indgår i det fine selskab af Ayler Records udgivelser, som præsenterer os søgende free jazz elskere for det bedste og ypperste indenfor improviseret musik.
Ayler Records leverer varen endnu engang, som det har været tilfældet så mange gange før.